1. Men slangen var mere listig end alle markens dyr, som Gud Herren havde gjort, og den sagde til kvinden: 'Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?'

Vers: Menneskets tilbøjelighed til at stole på sine sanser og bruge dem til at forstå åndelige sandheder var listig og bedragerisk. Den begyndte at påvirke menneskets ego og så tvivl om de åndelige sandheder.

Begrundelse: "Slangen" symboliserer sanserne, der får os til at stole på den fysiske verden. I denne sammenhæng forleder sanserne os og får os til at tvivle på åndelige sandheder, repræsenteret ved "kvinden", som er menneskets ego.

2. Kvinden svarede slangen: 'Vi må spise af frugten på havens træer,

Vers: Menneskets ego svarede, at det var frit til at nyde jordiske fornøjelser og tilegne sig viden fra den fysiske verden.

Begrundelse: "Træernes frugter" symboliserer jordiske fornøjelser og viden. Egoet, drevet af sanserne, tror, at det er frit til at nyde alt, hvad den fysiske verden tilbyder.

3. men om frugten på det træ, som står midt i haven, har Gud sagt: I må ikke spise af den, ja, I må ikke røre den, for at I ikke skal dø.'

Vers: Egoet erkendte dog, at der findes viden, der kun kommer fra Gud, og at mennesket ikke har lov til at sætte spørgsmålstegn ved Guds visdom; ellers vil det dø åndeligt.

Begrundelse: "Træet midt i haven" symboliserer Guds visdom og de åndelige sandheder. Egoet forstår, at der findes viden, der kun er tilgængelig gennem Gud, men sanserne skubber det mod tvivl.

4. Da sagde slangen til kvinden: 'I skal visselig ikke dø!
5. Men Gud ved, at på den dag I spiser af den, skal jeres øjne åbnes, og I skal blive som Gud, kende godt og ondt.'

Vers: Sanserne fortsatte med at påvirke menneskets ego og hævdede, at tvivl og tilegnelse af jordisk viden ikke ville føre til åndelig død, men snarere hjælpe mennesket med at blive ligesom Gud, i stand til selv at skelne mellem godt og ondt.

Begrundelse: Sanserne forfører egoet ved at love det visdom og styrke, der er lig Guds, hvis det underkaster sig deres indflydelse og søger viden fra verden i stedet for fra Gud.

6. Kvinden så, at træet var godt at spise af og en lyst for øjnene og et træ, der var attråværdigt at få forstand af. Hun tog af dets frugt og spiste; hun gav også sin mand, der var hos hende, og han spiste.

Vers: Menneskets ego, drevet af sensuelle ønsker og fristet af løftet om jordisk viden, gav efter og accepterede den jordiske viden som sin egen. Dens fornuft var også enig.

Begrundelse: Egoet bukker under for sansernes fristelse og begynder at opfatte jordisk viden som sin egen, adskiller den fra Guds visdom. "Manden" i dette vers symboliserer fornuften, der er enig i egoets valg.

7. Da åbnedes begges øjne, og de blev klar over, at de var nøgne; og de syede figenblade sammen og bandt dem om sig.

Vers: Mennesket mistede sin åndelige uskyld, begyndte at indse sin adskillelse fra Gud og følte skam.

Begrundelse: "De åbne øjne" symboliserer erkendelsen af adskillelsen fra Gud. "Nøgenhed" symboliserer tabet af åndelig uskyld og den skam, der følger med erkendelsen af adskillelsen fra det guddommelige.

8. Da hørte de Gud Herren vandre i haven i den svale aftenluft; og Adam og hans hustru skjulte sig for Gud Herren blandt havens træer.

Vers: Mennesket fornemmede Guds tilstedeværelse, blev bange og gemte sig, bange for at blive afsløret i sin ufuldkommenhed.

Begrundelse: "Guds stemme" symboliserer den indre fornemmelse af Guds tilstedeværelse. Frygten for Guds tilstedeværelse er et spejlbillede af menneskets skam og frygt for straf for at være adskilt fra det guddommelige.

9. Men Gud Herren råbte ad Adam og sagde: 'Hvor er du?'

Vers: Gud kaldte mennesket til ansvar for sine handlinger.

Begrundelse: Gud opfordrer mennesket til indre dialog og selvrefleksion, hvilket får det til at erkende konsekvenserne af sine handlinger.

10. Han svarede: 'Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg var nøgen; derfor skjulte jeg mig.'

Vers: Mennesket erkendte sin frygt og skam, der stammede fra tabet af åndelig uskyld.

Begrundelse: Mennesket indrømmer sine fejl og sin frygt for Guds straf.

11. Da sagde han: 'Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?'
12. Adam svarede: 'Kvinden, som du gav mig til at være hos mig, hun gav mig af træet, og jeg spiste.'
13. Da sagde Gud Herren til kvinden: 'Hvad er det, du har gjort?' Kvinden svarede: 'Slangen forførte mig, og jeg spiste.'

Vers: Mennesket forsøgte at retfærdiggøre sine handlinger, bebrejdede andre - sit ego og sine sanser - for sine fejl.

Begrundelse: Mennesket er ikke villig til at tage fuldt ansvar for sine fejl og bebrejder andre, hvilket afspejler dets uvillighed til at erkende sin egen skyld.

14. Da sagde Gud Herren til slangen: 'Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle markens dyr; på din bug skal du krybe og støv skal du æde alle dit livs dage.
15. Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes afkom; det skal knuse dit hoved, og du skal bide det i hælen.'

Vers: Gud fordømte sanserne og erklærede, at de altid ville være i konflikt med det åndelige, men lovede, at mennesket ville være i stand til at kontrollere dem gennem åndelig styrke.

Begrundelse: "Slangen" symboliserer her ikke kun sanserne, men ondskab som helhed. Gud forudser, at ondskab altid vil eksistere og være i konflikt med det åndelige, men mennesket er udstyret med evnen til at kontrollere og overvinde det gennem åndelig styrke.

16. Til kvinden sagde han: 'Jeg vil meget mangfoldiggøre din smerte i din graviditet; med smerte skal du føde børn; og du skal begære din mand, og han skal herske over dig.'

Vers: Gud kaldte menneskets ego til ansvar for at underkaste sig sensuelle fristelser, forudsagde de vanskeligheder og lidelser, der er forbundet med at tilfredsstille egoistiske begær.

Begrundelse: Egoet, der underkaster sig sanserne, skaber lidelse og vanskeligheder, der er forbundet med at tilfredsstille selviske lyster.

17. Og til Adam sagde han: 'Fordi du hørte din hustrus stemme og spiste af træet, som jeg forbød dig at spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du æde af den alle dit livs dage.

Vers: Gud fordømte fornuften for at samtykke til egoets forkerte valg og advarede om, at det jordiske liv ville blive vanskeligt og fyldt med lidelse.

Begrundelse: Fornuften ("manden"), der samtykker til egoets forkerte valg, leder mennesket til vanskeligheder og lidelse.

18. Torn og tidsel skal den bære dig, og du skal æde markens urter.
19. I dit ansigts sved skal du æde dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget; for støv er du, og til støv skal du vende tilbage.'

Vers: Gud forudsagde, at menneskets liv ville være fuldt af udfordringer og kamp med det onde, og at mennesket i sidste ende ville vende tilbage til sin oprindelige åndeligt ubevidste tilstand.

Begrundelse: Menneskelivet, der er adskilt fra åndelig sandhed, bliver til en kamp med ondskab og lidelse. "Torne og tidsler" symboliserer de vanskeligheder og hindringer, som et menneske, der har adskilt sig fra Gud, skal overvinde. "At vende tilbage til jorden" symboliserer en tilbagevenden til den oprindelige åndeligt ubevidste tilstand.

20. Adam kaldte sin hustru Eva, fordi hun blev mor til alle levende.

Vers: Mennesket, der indså konsekvenserne af sine handlinger, kaldte sit ego "Liv", fordi det mente, at det var årsagen til alt.

Begrundelse: "Eva" (liv) symboliserer menneskets ego, der er adskilt fra Gud, og derfor fejlagtigt opfatter sig selv som årsagen til alt.

21. Og Gud Herren gjorde kjortler af skind til Adam og hans hustru og klædte dem på.

Vers: Gud i sin nåde dækkede menneskets ego og fornuft med et beskyttende lag for at lindre dets lidelse og tillade det at fortsætte sin åndelige evolution.

Begrundelse: "Tøj af skind" symboliserer Guds nåde, som beskytter mennesket mod ondskab og lidelse, og giver det mulighed for at fortsætte sin åndelige evolution.

22. Og Gud Herren sagde: 'Se, mennesket er blevet som en af os, så det kender godt og ondt; og nu skal det ikke række sin hånd ud og også tage af livets træ og spise og leve evigt!'
23. Derfor sendte Gud Herren ham ud af Edens have for at dyrke jorden, som han var taget af.

Vers: Gud forstod, at mennesket, der var adskilt fra Hans visdom, ville blive egoistisk og forsøge at sætte sig selv på niveau med Gud gennem jordisk viden, og derfor adskilte Han mennesket fra direkte kommunikation med den åndelige verden.

Begrundelse: "Livets træ" symboliserer Guds visdom. Gud forudså menneskets egoisme og dets ønske om at blive ligestillet med Gud, og derfor adskilte Han mennesket fra direkte kommunikation med den åndelige verden.

24. Han drev mennesket ud; og foran Edens have satte han keruber og et flammesværd, som svingede til alle sider for at bevogte vejen til livets træ.

Vers: Gud satte en engel til at vogte vejen til åndelig visdom for at forhindre, at den blev besmittet.

Begrundelse: "Kerub" symboliserer en engel, der vogter vejen til åndelig visdom. "Det flammende sværd" symboliserer menneskets egoistiske ønsker og forkerte forestillinger, der holder det væk fra at opnå sand åndelig bevidsthed.